Hvem er jeg?
Velkommen.
Jeg hedder Ingrid Andreasen, er født i 1959 og bor på Toftelundsgade 8. Jeg har været dagplejer siden 1988 og er meget glad for mit arbejde. Børnene giver mig glæde, og jeg nyder at være sammen med alle de skønne børn og give deres dagligdag så meget indhold som muligt. Jeg er gift med Claus og vi har 3 voksne børn og 2 børnebørn. Vi er begge ikke-rygere, og vores hjem er 100% røgfrit. I vores hjem bor også vores kat Soprano.
Hvad laver børnene, når de er hos mig?
Hverdagen bliver fyldt med bl.a. leg og bevægelse, sang og musik, læser bøger og kreative udfoldelser. Dit barn vil også deltage i dagligdagens små sysler, såsom oprydning, borddækning, hjælpe til med tilberedningen af maden/bage og meget mere, hvilket giver en god følelse af at være værdifuld.
Vi er uden for næsten hver dag. I haven går vi på opdagelse, ser og snakker om, hvad vi finder. Når det bliver forår er dit barn med til at så i haven, det kan f.eks. være blomster, radiser, bønner og ærter.
Om sommeren plukker vi friske tomater og agurker fra drivhuset til vores frokost, og vi smager på havens bær og frugter.
I gården leger vi i sandkassen, i legehuset, rutcher eller kører rundt på cykler og scooter. Tit sidder vi i hyggehytten hvor vi synger og ellers har det sjovt.
Vi tager på ture ud i det blå, her bruger vi vores ladcykel til at komme omkring.
Indimellem besøger vi byens legepladser, går på stadion, tager på tur ud til dyreparken her i Klokkerholm. Vi mødes også med de andre dagplejere, deltager i heldagslegestue, hvor dit barn lærer at være en del af et større fællesskab.
Derudover besøger vi også bogbussen og børnehaven.
Hvorfor er det godt at have dit barn i dagpleje hos mig?
Når dit barn begynder i dagpleje, er det meget vigtigt for mig, at barnet får en rolig opstart.
Derfor bruger vi altid den første tid i hjemmet, så jeg kan lære dit barn at kende, og barnet kan føle sig tryg ved mig.
I mit daglige samvær med dit barn lægger jeg stor vægt på, at barnet er trygt og har det sjovt og bliver mødt med positive følelser og anerkendelse.
For at dit barn kan blive selvstændig og velfungerende er nærvær, tryghed og omsorg i centrum.
Dit barn har en rolig og genkendelig hverdag, i et trygt og omsorgsfuldt miljø, hvor der er plads til forskellighed og udvikling.
Føler sig set, hørt og anerkendt, at der er indhold og udfordringer i dit barns hverdag svarende til alder og behov.
Jeg er opmærksom på at give dit barn selvværd og selvtillid, så barnet får mod på at lære nyt og være klar til livet efter dagplejen.
Jeg vil styrke dit barn i at være selvhjulpen – så som at spise selv, selv tage tøj af og på, renlighed og mm.
Hver dag får dit barn sund og varieret mad.
Med jævne mellemrum sender jeg billeder via Aula.
Et godt og positivt samarbejde mellem jer forældre er meget vigtigt, det giver for os alle de bedste betingelser for god trivsel.
På gensyn.