Fælles læringssyn 0-6 år
Læring er en livslang udviklingsproces. Vi anerkender, at barndommen er den periode i et menneskes liv, hvor der sker størst læring. I kommunens dagtilbud skal der tilbydes udviklende aktiviteter og processer, der understøtter, udfordrer og stimulerer børns læring. Det skal ske i respekt for, at børnene selv skal være aktive i deres læringsproces, og at leg er en dominerende del heraf.
De voksne har ansvaret for rammerne omkring børnenes læring. Der skal tilbydes gode læringsrum for børnenes alsidige udvikling – både personlighedsmæssigt, socialt, intellektuelt og fysisk. Læring skal ske i en tryg og rar atmosfære præget af glæde og omsorg. Der skal være mulighed for fordybelse og engagement, og at afprøve nysgerrighed og at øve sig ud i en bred vifte af udviklende aktiviteter. De fysiske rammer skal virke inspirerende og motiverende.
Vi anerkender, at læring sker i et tæt samspil med barnets nære relationer til andre børn og voksne, og at barnets oplevelse af selvværd er vigtigt for barnets læring. Børnene skal derfor mødes af anerkendende voksne, som motiverer, understøtter og udfordrer den enkeltes udviklings- og læringsmuligheder med udgangspunkt i det enkelte barns ressourcer og potentialer. Børnene skal sikres mulighed for succesoplevelser med egen læring og føle sig værdifulde i et kulturelt og socialt fællesskab. De voksne skal være bevidste omkring deres funktion som værdifulde rollemodeller for børnene.
Dagplejens læringssyn
I et tæt samspil med nære relationer, sikrer vi i dagplejen små børns læring ved, at:
- Dagplejeren er nærværende og ansvarlig for at skabe fysisk og følelsesmæssig tryghed for barnet.
- Dagplejeren opfylder barnets basale behov.
- Dagplejeren møder barnet positivt, forstående og anerkender barnet for det det er.
- Dagplejeren reagerer og sætter ord på barnets handlinger såvel sprogligt som følelses- og adfærdsmæssigt.
- Dagplejeren er bevidst om legens betydning og understøtter barnet i at skabe gode og sociale relationer.
- Dagplejeren er rollemodel, guider og vejleder barnet på en positiv måde, i hvad der er rigtigt og forkert.