Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Stine Munkholt

Hvem er jeg? 
Jeg er Stine Munkholt og jeg er født i 1987. Jeg er uddannet ergoterapeut og har arbejdet med børn og unge siden 2011 i forskellige roller. I sommeren 2020 startede jeg som kommunal dagplejer i Hjallerup. Jeg bor med Thomas og vores to børn Theodor og Bertram (født i 2017 og 2019).  

Hvad laver børnene, når de er hos mig? 
Jeg er et rigtigt legebarn som elsker at fjolle og lege med børnene. Vi synger meget og spiller ofte musik. Eksempelvis synger vi ved de store skift i løbet af dagen; en godmorgen-, spise- og “tak for i dag” sang. I løbet af året fokuserer vi på forskellige læringstemaer (fx kroppen, farver og følelser). Vi laver kreative aktiviteter ud fra temaerne og i forbindelse med årets højtider.  
Vi er ofte udenfor; enten leger vi i haven, går ned og besøger gederne ved ekko, fodre høns eller tager på tur i Hegelyskoven.  
Når vi er inde læser vi i bøger, laver puslespil, bygger med klodser, tegner osv.  

Hvorfor er det godt at have dit barn i dagpleje hos mig? 
Jeg har set, hvad forudsigelighed, struktur og omsorg betyder for børnenes trivsel, og som uddannet ergoterapeut har jeg værktøjer med i bagagen til at sikre netop dette.  
Det vigtigste for mig er, at jeres børn får en tryg og hjemlig hverdag, med plads til leg og udvikling. Hverdagen planlægges efter børnenes behov, er der nogen der har en svær dag, kan vi sagtens ændre i vores planer.  
Jeg sætter pris på et godt samarbejde med forældrene, jeg er lyttende og rummelig, så vi i samarbejde, kan give jeres barn den bedste tid i dagplejen.  

Nyttig viden: 

  • Mit hjem er røgfrit. 
  • Dagplejen har sin egen afdeling, afskåret fra vores private hjem.  
  • Vi har en stor have med sandkasse, trampolin, gynger og legetøj. 
  • Mine sønner elsker børnene og kigger gerne forbi og leger med.  

Jeg ser frem til at møde jer og jeres børn.