Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Anette Bundgaard

Hvem er jeg? 
Jeg hedder Anette og er født i 1969.
Jeg bor alene i et rækkehus i den østlige ende byen, hvor jeg har været dagplejer siden januar 2008.
Jeg har indrettet et stort hyggeligt legeværelse til dagplejebørnene, hvor der er god plads til at leg og fordybelse. Vi har spisebord på værelset, hvilket betyder, at jeg kan være nærværende overfor alle børn i situationer, hvor et barn f.eks. skal have morgenmad mens andre leger. Ved bordet kan de store dagplejebørn samle puslespil, tegne osv. uden at blive forstyrret af de små børn, som bedst kan lide at tumle rundt på gulvet og bruge deres kroppe.
Værelset ligger i forbindelse med gangen, hvor I kommer ind, så det er nemt for jer forældre, når I skal hente og bringe.
Fra legeværelset er der adgang til min have, hvor der udover græsplænen er en stor nedgravet sandkasse og et stort fliseareal, hvor børnene kan få fuld fart på deres køretøjer.
Mit hus er røgfrit og jeg har ingen dyr.

Hvad laver børnene, når de er hos mig?
Jeg vægter nærvær og tryghed meget højt.
At se det enkelte barn og at barnet både føler sig tryg og set, mener jeg er grundstenen for læring og god trivsel.
Vi er meget ude, enten i haven, på legepladsen, i skoven eller hvad vi lige finder på. Alle steder kan børnene udfolde sig motorisk og de bliver vant til at være sammen med andre børn i en større gruppe, når vi mødes med andre dagplejere.
Jeg har en el-ladcykel, så vi kan hurtigt komme rundt i hele byen.
Indendørs leger vi ofte på gulvet og når børnene bliver gamle nok, er de naturligvis med til at bestemme, hvilket legetøj vi skal have frem.
Jeg synes det er vigtigt, børnene bliver selvhjulpne, så de er godt rustet til børnehavestart. Her er de bl.a. med til at dække bord og vi øver med at tage tøj af og på.
At se glæden i et barns ansigt, når foden endelig kommer rigtigt i støvlen, huen kommer på osv. bliver jeg aldrig træt af.
Derudover vægter jeg forældresamarbejdet højt.
Ærlighed og gensidig respekt er vigtigt, når jeg skal passe jeres små guldklumper og I skal komme i mit hjem dagligt.

Hvorfor er det godt at have dit barn i dagpleje hos mig? 
De bedste til at svare på det må være dem, som har/har haft børn i dagpleje ved mig.
Her er nogle af de udsagn, jeg fik da jeg spurgte dem… 

  • “Du ser børnene og deres behov” 
  • “Du har mange års erfaring” 
  • “Du er god til at råde og vejlede os forældre” 
  • “Du giver masser af tryghed og omsorg” 
  • “Du er nærværende” 
  • “Du er god til at tilpasse hverdagen i forhold til børnegruppen” 
  • “Du er omsorgsfuld” 
  • “Hos dig starter og slutter dagen altid med et kram”