Baggrunden for de politiske mål.
Brønderslev Kommunes dagpasningsområde er underlagt loven om dagtilbud, som bl.a. foreskriver et øget fokus på den pædagogiske indsats og forebyggelse af negativ social arv. Brønderslev Kommunes sammenhængende børnepolitik er endvidere overordnet og dermed retningsgivende for hele området.
Dagpasningsområdet arbejder målrettet på at skabe helhed og sammenhæng mellem politiske visioner, mål og handlinger - helt ned til den pædagogiske praksis i det enkelte dagtilbud. I udformningen af de politiske mål har man derfor tilstræbt at skabe sammenhæng mellem krav i lovgivningen, kommunens overordnede rammer og lokale tiltag indenfor dagpasning.
Som en del af kvalitetsudviklingsprojektet gennemgår samtlige ledere og medarbejdere et udviklingsforløb i relationspædagogik. Udbyttet forventes at være en fælles teoretisk og praktisk platform, som fungerer som en bærende pædagogisk kraft i hverdagen.
Relationspædagogik er ikke blot egnet til børn generelt, men er i særdeleshed velegnet i forhold til børn med særlige behov, og så giver metoden ikke mindst rig mulighed for kobling til de Pædagogiske Læreplaner, Børnemiljøvurderinger m.m.
Gennem en relationsorienteret praksis støttes barnets udvikling af selvværd, ligeværd og tolerance og dets lyst og evne til at indgå i sociale relationer. Relationspædagogikken er således et fælles middel til at opfylde det politiske mål.
Et indsatsområde i kommunens sammenhængende børnepolitik er kost og bevægelse. Det er besluttet, at der skal udarbejdes en politik for kost og bevægelse i kommunens dagtilbud, som implementeres i 2009. I dette arbejde ønsker dagpasningsområdet at inddrage lokale erfaringer fra udviklingsprojekter omkring børn og bevægelse, og dermed bidrage til den pædagogiske hverdagspraksis.
”Lad os bygge et hus sammen"
For os i dagplejen er arbejdet med de 0-3 årige børn, billedligt talt, som at bygge et solidt hus.
Målet er at huset skal være et livslangt bygningsværk, der kan bære de forandringer og udfordringer livet byder på.
For at bygge huset skal vi bruge håndværkere såsom dagplejere, forældre, pædagoger og andre samarbejdspartnere. Endvidere skal vi bruge elementer / værktøjer, som vi her tænker er de 6 læreplanstemaer.
Dagplejeformidlinger har udarbejdet de overordnede rammer for læreplaner. Ud fra disse rammer er det op til den enkelte dagplejer / legestuegruppe at udarbejde sine egne læreplaner.
Der kan i perioder arbejdes med en eller flere temaer af gangen, men hvor alle 6 læreplanstemaer mere eller mindre er indeholdt i læreplanen.