Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Jane Christiansen

Hvem er jeg? 
Jeg hedder Jane og er født i 1966. Jeg har været ansat som kommunal dagplejer siden 2001. 
Jeg er gift med Jan og sammen har vi tre udeboende børn (Frederikke 1991, Kristoffer 1993 og Amalie 2000). 
Vi bor Søndermarken 17 i et parcelhus på en lukket vej. Her har jeg et stort og lyst legeværelse samt et stort køkken alrum, hvor der er masser af plads til at tumle og udfolde sig. Udenfor er der en dejlig lukket have, som vi kan boltre os i. 
Vi har ingen dyr og vores hjem er 100 % røgfrit. 

Hvad laver børnene, når de er hos mig? 
Naturen er den bedste tumleplads og udelivet og bevægelse er prioriteret meget højt, så vi er ude næsten hver dag. Vi går tur i skoven, besøger gederne i Ekko, leger i haven eller hvad vi lige finder på. Vi besøger også gerne biblioteket og byens børnehaver. Hver 14. dag er vi i legestue, hvor vi mødes med de andre børn og voksne i gruppen. Her lærer børnene ar være en del af et større fællesskab.  
Når vi er hjemme, hygger vi med sang, historielæsning, leg og meget mere. Vi følger årets mange traditioner, hvor vi f.eks laver forskellige kreative ting og vi deltager gerne i de forskellige fælles arrangementer i byen.  

Hvorfor er det godt at have dit barn i dagpleje hos mig? 
I min dagpleje lægger jeg stor vægt på at give det enkelte barn en tryg, kærlig og forudsigelig hverdag uden stress og jag.  
Jeg er nærværende og det er vigtigt for mig, at hvert barn skal føle sig set og blive en anerkendt del af min lille børnegruppe. 
Jeg tror på, at børn udvikler sig bedst ved at få ros og anerkendelse. Jeg prioriterer et åbent og ærligt forældresamarbejde, da det er vigtigt for et barns trivsel, at I føler jer trygge, når i afleverer jeres barn her hos mig.