Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Connie Elefsen

Hvem er jeg?
Jeg hedder Connie Elefsen og jeg bor i Jerslev by på Livøgade 2. Jeg er gift med Frank og har 2 voksne sønner som er flyttet hjemmefra. Jeg har været ansat siden 2003, hvor jeg efter mange år som kontorassistent ønskede nye udfordringer og startede min karriere som kommunal dagplejer. Dette skifte har jeg aldrig fortrudt og jeg elsker at arbejde med børn i denne aldersgruppe, hvor der sker så stor en udvikling og samtidig opleve, hvor meget de giver mig tilbage. 

Jeg har udover min praktiske erfaring som dagplejer og med mine egne sønner, været på kursus i flg. 

  • Grundkursus for dagplejere 
  • Temadage med ICDP/Relationskompetence 
  • Kursusuge med samspil og relationer i pædagogisk arbejde 
  • Førstehjælpskursus 
  • Certificeret DGI dagplejer  

Udover dette bruger jeg min sunde fornuft og vil gøre alt for at vi alle får en rigtig god hverdag. 

Hvad laver børnene, når de er hos mig? 
Jeg giver børnene en sund og varieret kost, lærer dem gode manerer og vægter meget, at de indgår i vores hjemlige omgivelser, hvor de bl.a har mulighed for at morgenhygge sammen med min mand, inden han tager på arbejde.  Inden børnene skal i børnehave, tager vi på besøg, for at de dermed får en glidende overgang. 

Jeg går til gymnastik og i heldagslegestue med børnene, så de også har mulighed for at udvikle deres motorik og komme i kontakt med andre børn og de andre dagplejere. 
Udearealerne er i legeområdet indhegnet og børnene har legehus, sandkasse, rutchebane, vippe mm. Der er dels flisebelagte arealer, hvor de kan køre på med alle former for små køretøjer og der er græsplæne. 

Vi laver mange forskellige ting omkring køkkenbordet og i legerummet i løbet af et år og vi følger årstiden og sår karse, laver ting med perler, juledekorationer, maler og tegner, laver modellervoks, puslespil, vendespil, vi klipper og klister og vi læser bøger og synger dagligt børnesange, hvortil vi laver fagter, danser og laver forskellige lege. 

Hvorfor er det godt at have dit barn i dagpleje hos mig? 
For mig er det vigtigt at børnene trives hos mig og at de færdes i trygge , kærlige rammer med omsorg og nærvær.  

Jeg modtager børnene med åbne arme og jeg ved hvor vigtigt det er, at man som forældre ikke efterlader et barn, som er ked af det. Jeg vægter et godt samarbejde med jer forældre og en gensidig åbenhed overfor hinanden, synes jeg er vigtig. Jeg fortæller dagligt om barnets trivsel og forventer også denne åbenhed fra jer f.eks, hvis barnet er kommet sent i seng/stået tidligt op el.andet som kan have betydning for barnets dag i dagplejen.  

Såvel inde som ude har vi tilrettet det således, at børnene har optimale forhold. Barnevognene kommer ind om vinteren og i garagen om sommeren, hjemmet er uden gulvtæpper, det er allergivenligt med genvexanlæg, samt røg- og dyrefrit.

Jeg laver en hverdag inde/ude, alt efter børnenes behov og alder. Jeg gør en stor indsats for at give børnene gode spisevaner, lære dem af-påklædning, at blive blefri mm. - alt sammen i samarbejde/samråd med jer forældre og jeg tager hensyn til særlige behov og familiers forskelligheder. 

De kærligste hilsner
Connie Elefsen.